Fårup Sommerland - Søndag d. 29. August 2004

Årets personaletur til Fårup Sommerland blev igen en succes, - ikke mindst takket være, at vi endnu engang blev begunstiget med godt vejr, men nok også fordi humøret hos de fleste fik en tand opad, efter at Danmark om formiddagen, i en vanvittig sindsoprivende kamp, blev OL-guldvindere i kvindehåndbold.  
Der var da også flere, der forståeligt nok, først dukkede op, efter at kampen var færdigspillet. Og så var der jo en god grund til, at juble og feste videre i Fårup Sommerland over denne bedrift, hvilket personalet da også gjorde sit til, med bl.a. påmaling af dannebrog på kinderne og ekstrature.

Som noget nyt i år har der i august måned været åbent til kl. 19.00 mod førhen kl. 18.00 og det var en god ide, den dag vi var der, i betragtning af det gode vejr.
Kl. 13.30 var der som sædvanlig fællesspisning i Oasen, og efter et godt måltid der, er der efterfølgende mange muligheder for at få maden rystet godt ned i maven, - f.eks. ved at tage en tur i en af parkens nyheder: Danmarks største trærutschebane Falken. Havde man spist så meget, at denne tur ville være "uforsvarligt", kunne man tage en betydelig roligere tur i en af parkens andre nyheder: en meget, meget flot 2-etagers karrusel. Den er pladseret lidt af vejen, og det var vi flere der mente er lidt en skam. Den er så flot, at den burde have en meget bedre central pladsering. Måske som blikfang allerede ved indgangen til Parken. Det fortjener den i hvert fald.
En anden flot nyhed er "Wave Swinger", der også er pladseret lidt i en krog, i nærheden af det runde "søløver-telt"

På denne dag, som også var parkens sidste åbningsdag i sæsonen 2004, var vi i alt 60 personer fra Esko-Graphics i Hjørring, der var tilmeldt denne tur.


Læs hele historien om Fårup Sommerland hér

Se snart billeder fra Fårup Sommerland hér